Jeg havde brug for håb

Jeg var lige fyldt 13 år. Jeg havde fået nyt gymnastiktøj og badmintonketcher i fødselsdagsgave, så jeg glædede mig til gymnastiktimerne, for der spillede vi badminton. Men det varede ikke længe før jeg fik en bule på min venstre ankel og var meget øm og havde en dunkende fornemmelse i anklen.

Jeg kom til lægen, som undrede sig over bulen og smerterne i anklen og derefter sendte han mig til røntgen, hvor jeg derefter blev sendt til MR og CT scanning. Først blev mine forældre ringet op af sygehuset, som kunne fortælle at et hold læger var enige om, at det var kræft. Mine forældre var i stort chok. Men efter 5 minutter ringede lægen igen og fortalte at det hele var en fejl, for det var ikke kræft, men blot en godartet cyste, der skulle opereres væk og derefter skulle jeg i noget genoptræning og så var jeg så god som ny.

Efter en måneds tid, skulle jeg opereres. Jeg blev indlagt dagen før og skulle overnatte på sygehuset. Jeg var lidt nervøs, men også spændt.  Jeg var knap kommet på operationsbordet og man havde kun lige påbegyndt operationen. Mine forældre var lige kommet tilbage til min stue, da en læge kom ind og fortalte dem, at operationen ikke kunne gennemføres. Da de åbnede min ankel, var det ikke længere tvivl. De celler de kom ind til, var kræftceller og derfor skulle jeg lukkes igen. Jeg fik fortalt at jeg ikke måtte støtte på foden, da knoglen i anklen var så svækket af kræftcellerne at der var risiko for at den brækkede. 

Herefter gik det meget stærkt. Jeg var til mange undersøgelser efterfølgende. Jeg skulle undersøges om kræften havde spredt sig, men det var den heldigvis ikke. Jeg fik fortalt at jeg skulle have 6 stærke omgange kemoterapi, derefter skulle jeg opereres, men hvilken operation det skulle være, måtte tiden vise. Det kom an på, hvor effektiv kemoterapien havde været. 

Jeg husker ikke meget fra mine omgange med kemoterapien, da jeg blev meget dårlig. Jeg tabte mit hår mellem første og anden omgang kemoterapi. Jeg kastede meget op og tabte mig rigtig meget. Jeg var indlagt mellem hver omgang kemoterapi, på grund af infektioner. 

Der var 14 dage mellem hver behandling. Jeg kunne nå at være hjemme efter behandlingen, i max 2 dage, så blev jeg indlagt med høj feber og infektion og skulle have antibiotika i nogle dage og så nåede jeg højest at komme hjem i 3 dage, før jeg skulle tilbage på sygehuset igen og have næste kemobehandling. Efter jeg fik den sidste kemoterapi, skulle jeg scannes, så lægerne kunne finde ud af, hvilken operation jeg skulle have. 

Det var juni, sommer og jeg kom ind på sygehuset for at få svar på scanningen. Jeg fik tildelt en stue, hvilket jeg syntes var underligt. Det var heller ikke min sædvanlige sygeplejerske der kom ind på stuen, men en fremmede sammen med lægen. Jeg husker ikke særlig meget, da min krop gik i sort. Lægen fortalte at jeg var meget heldig, fordi at jeg stadig beholdte mit knæ, men at resten skulle amputeres. Jeg synes ikke jeg var særlig heldig og jeg var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde kom til at gå igen. Operationen skulle foregå dagen efter kl 8 om morgenen.

Jeg havde det meget skidt resten af dagen. Jeg græd og var ked af det. Jeg kunne ikke tro, at der ikke fandtes andre løsninger. Jeg fik lagt et drop, da jeg nægtede at indtage væske.

Næste morgen kom en portør og hentede mig. Jeg skreg og jeg græd. Jeg nægtede at tage masken med bedøvelsen og man måtte holde mig, så de kunne give mig bedøvelsen i droppet. 

Det næste jeg husker er smerter. Intense smerter fra benet og intense fantomsmerter. Jeg lå på opvågningen i 4 timer, inden jeg kom op på min stue. Jeg havde ikke lyst til at kigge under dynen. Jeg nægtede at spise eller drikke. De næste dage gik med at få morfin, så jeg kunne sove og komme væk fra virkeligheden. Jeg håbede sådan på, at vågne fra mareridtet. 

En dag kom en fysioterapeut ind på min stue. Selvom man er sengeliggende, så skal man stadig holde sin krop ved lige, så jeg skulle lave nogle øvelser med hende. Jeg synes det var fjollet og jeg ville bare gerne være i fred. Efter nogle gange, spurgte hun mig om jeg ville med hende ned i gymnastiksalen. Jeg ville egentlig ikke, men jeg ville også gerne ud fra min stue og se på noget andet end den. 

Jeg kom derned og det første jeg så, var en ældre herre der gik på en benprotese. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra ham. Jeg troede ikke det var muligt. Min fysioterapeut fortalte mig, at sådan én, kunne jeg også få, hvis jeg trænede sammen med hende. Jeg spurgte: "Hvornår starter vi?". 

Det var som om jeg havde brug for at se, at alt håb ikke var ude. Der var mulighed for, at jeg ikke skulle sidde i kørestol resten af mit liv og bedst af alt, jeg kunne muligvis spille badminton igen.

Lægerne havde besluttet, at jeg skulle have 8 omgange kemoterapi mere. Men det ville ikke være så voldsomt som de første 6 gange. Jeg havde min tvivl, men det var korrekt. Jeg begyndte at spise mad igen, jeg var ikke indlagt med alverdens infektioner efter kemoterapien og jeg kunne også træne med min fysioterapeut. 

Jeg fik min første protese og det var helt magisk at komme op og stå op to ben igen. Det var en hel ny verden. 

Jeg satte mig for, at mit første mål skulle være at gå rundt om juletræet juleaften. Det var et ret realistisk mål og jeg nåede det heldigvis, men det var ikke uden problemer og jeg måtte kun lige have protesen på, mens vi gik om juletræet og så skulle den af igen. Men jeg klarede det alligevel. 

Det gik godt med genoptræningen og jeg var meget optaget af, hvad man kunne med denne protese og hvad der var muligt, så jeg besluttede mig for at tage på efterskole. Jeg tog to år på efterskolen, hvor jeg var med til gymnastikopvisninger, skiture, springgymnastik og selvfølgelig badminton. Jeg kunne alt i alt fungere som en person der har to ben. 

Jeg var meget forfængelig med min protese. Jeg havde ikke lyst til at man kunne se jeg havde protese. Men efter 7 år og fødslen af min søn, ændrede jeg holdning. Jeg ville gerne vise min søn, at man skal turde at være sig selv og vise sig selv som den man er. Det har kun været inde i mit hoved jeg frygtede folks øjne og blikke, for jeg har aldrig i mine nu 21 år som amputeret, aldrig mødt forargelse, vrede eller ubehag, men derimod mødt begejstring, støtte, nysgerrighed og accept fra fremmede.